Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

En god dag i børnehaven - Rosenbakken

En god dag

Det er tidlig morgen. Far og Jakob åbner døren til børnehaven, går igennem fællesrummet ind i garderoben, hvor Jakob tager overtøjet af. Med lidt hjælp fra far hænger Jakob tøjet op, så han let kan finde det, når han senere i dag skal på legepladsen.

Bagefter går de tilbage til fællesrummet. ”Godmorgen Jakob,” siger pædagogen, der sidder ved morgenmadsbordet sammen med en lille gruppe børn. ”Godmorgen” siger Jakob og kravler op til bordet. ”Hej Jakob”, siger en af de andre drenge. ”Vil du have havregrød ligesom mig?” ”Nej, jeg vil hellere have rugbrød med ost”, siger Jakob. Jakob vinker til far, og mens de to drenge spiser morgenmad, aftaler de at lege med Batman figurer bagefter. 

Senere da drengene ikke længere gider lege med Batman, går de i ”Tumleren”. Her er flere børn som er i gang med at lave en forhindringsbane af store hynder. ”Se, man kan klatre op i ribben og hoppe ned på den store madras”, siger Louise. ”Hvad med at man skal kravle igennem hynden med hul i?” foreslår Jakob. ”Jah og så kan man gynge bagefter”, svarer Louise. Ideerne flyver gennem luften. Legen går i gang og flere ideer opstår undervejs.

Vi skal have frugt, vi skal have frugt!” Jane og Olivia går rundt med hinanden i hænderne, mens de gør de andre børn opmærksom på, at nu skal der ryddes op, for der er samling og frugt.

Det var godt, nu sidder alle i rundkredsen,” siger pædagogen. Kinderne er let røde, og hun ser lidt forpustet ud, men det lykkedes endnu engang at få gjort klar til frugt og få samlet alle børnene i gruppen. ”Alle dem der har noget blåt på, må tage frugt først,” siger hun. Bagefter er det de andre farver, nogle børn skal have lidt hjælp til at kigge ned ad sig selv og til at huske, hvad farverne hedder. Da frugten er spist, er det tid til en lille leg. Pædagogen gemmer en lille bil under et tørklæde midt på gulvet. Nu skal børnene lytte. ”Her under tørklædet ligger en lille legetøjsting. I virkeligheden er den meget større. Man kan være inde i den. Det begynder med bbbb…… ligesom Basse Bjørn.”  Pædagogen fortæller om bilen, indtil børnene gætter, hvad det er. Der fortælles om et par ting mere, hvorefter der snakkes om formiddagens aktivitet. 

I dag skal der sås persille og purløg i nogle af de fine højbede på engen. Børnene skal også så hver deres solsikke i en mælkekarton, de har malet. Når solsikken har spiret og er vokset lidt, får de den med hjem. I sensommeren bliver de bedt om at komme med et foto af sig selv ved siden af solsikken, der blive så snakket og lavet foto collager. En anden gruppe børn skal i skoven og kigge efter forårstegn.

”Skal vi snart spise, jeg er sulten?” spørger Mads. ”Ja, løb I bare ind og vask hænder. Tag madpakker og drikkedunk med ud”. En af pædagogerne går ind for at hjælpe. Lotte er lige startet og har brug for lidt ekstra hjælp, hun kender endnu ikke rutinerne.

Børnene finder deres spisegruppe og sætter sig tilrette på bænkene. En gruppe har valgt at spise i bålhuset i dag. Snakken går lystigt mens der spises. En af pædagogerne sætter sig ved siden af Peter for at hjælpe ham med at samle sig om at spise, en anden pædagog sidder ved siden af Juliane. De snakker om indholdet i madkassen, og pædagogen benytter lejligheden til at øve lidt forholdsord; ” Din tomat ligger bagved agurken, hvor ligger vindruerne?”

Efterhånden som børnene er færdige med at spise, siger de ”tak for mad”, går ind med deres madkasse, tisser og går ud på legepladsen igen. En af pædagogerne går ind for at skifte bleer og putte de yngste til middagssøvn.

Jakob og Niels er i færd med at klatre og balancere på motorikbanen på engen. ”Nu kører jeg bussen, er der nogen, der vil med?” Jakob er klatret op på det store rør i midten. Niels og Peter kravler ind i røret. ”jeg vil gerne af i hoppe loppe land”, siger Niels. Louise og Hanne er i gang med at lave sandkager i sandkassen. Jane kommer forbi på en cykel. ”Vil du købe en kage?” spørger Hanne.

Uhm her dufter godt af boller. Jeg hjalp med at lave dem i morges”, siger Ella, da hun kommer ind fra legepladsen.

 Da de har spist boller, leger Jakob og Niels med biler. Louise og Hanne har gang i modellervoksen, mens en lille gruppe børn leger i dukkekrogen. I sofaen sidder Mads og Lotte med en Ipad og spiller Pixeline.

Det varer ikke længe før de første forældre kommer for at hente deres børn efter en dejlig dag i børnehaven.