Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

De fysiske rammer - ude og inde - Specialbørnehaven

Vores rammer

Vi er en lille specialbørnehave med en normering på 12 børn. Vi har en skøn blanding af nye og gamle lokaler. I den gamle del har vi det lille sanserum, som hver dag er med til at skabe ro og velvære for mange af børnene. Vi har et varmtvandsbassin som alle børn benytter mindst en gang om ugen. Det varme vand har en rigtig god indvirkning på børnene og deres krop kan pludselig meget mere end den plejer. Børnene nyder den frihed vandet giver dem og de elsker når der står svømning på programmet. I den nye del af specialbørnehaven har vi et dejligt stort motorikrum der hver dag danner ramme om vores morgensamling. Vi har kuglebadet der byder op til fest og ballade og senere på dagen indbyder til en stille stund begravet i kugler.

Samtidig er vi også en del af noget større. For lige inde bag døren er Eventyrhuset, som er en stor børnehave med en normering 75 på børn. Vi kan være en del af deres hverdag i det omfang børnene kan klare det og når tiden er til det trække os, lukke døren og fordøje dagens oplevelser.

Daycare Nord har en stor legeplads med bakker, der kan trilles på. Et stort fliseareal, som egner sig godt både til cykler og gåvogne. En lille skov der er god at gemme sig i, et træ man kan kravle i eller noget bark man kan føle på. Legepladsen er så stor, at der er plads til alle, også de børn der ind i mellem har brug for at betragte det hele lidt på afstand. 

Vi benytter os også af vuggestuens legeplads, hvor der er mulighed for at være en del af et fællesskab med de yngre børn i mindre og mere overskuelige rammer.

Specialbørnehaven har sin egen lille lukket legeplads. Den bruges af de børn, der trives med lidt mere afgrænset rammer, og børn der leger bedst uden for mange forstyrrelser.